Parkinson

Parkinson 

Som hovedregel vil jeg stille diagnosen Parkinsons sygdom klinisk, og umiddelbart starte behandling  efter de nyeste retningslinier der er udstukket af Dansk Neurologisk Selskab. For at se disse, gå ind under "Bevægeforstyrrelse"  i dette link.


Her anbefaler man, at patienter over 70 år startes i levodopa behandling, mens patienter under 70 år gives agonist behandling. Jeg vil dog ofte - også med yngre patienter - starte levodopa, dels for klinisk sikkert at etablere diagnosen, dels da levodopa reelt er den mest effektive behandling. Senere vil vi eventuelt skifte til/supplere med en agonist. Alle patienter skal - hvis ikke dette allerede er gjort - have taget EKG og blodprøver


Ved manglende respons på behandlingen og/eller atypisk klinisk præsentation, vil jeg rutinemæssigt bestille MR eller CT af cerebrum  for at belyse om det kunne være en anden parkinsonistisk sygdom. Ved nogle patienter vil en PET undersøgelse også kunne komme på tale. Er klinikken meget atypisk, vil jeg dog primært sende patienten videre til second opinion på et af universitetsospitalerne.  

 

Jeg står i samarbejde med min sygeplejerske Malene for al efterfølgende kontrol og behandling af patienter med Parkinsons sygdom, Medmindre egen læge /patienten ønsker andet, eller andre andre forhold tilsiger, det bør foregå andetsteds.


Dette vil typisk forgå sådan, at Malene og jeg skiftes til at se patienten. Hun og jeg kan næsten det samme -  og ved de fleste patienter vil det derfor være underordnet, hvem af os, der ser vedkommende. Er der tvivl om diagnosen - eller kommer der et helt uventet behandlingsrespons/forløb, vil det dog primært være mig, der ser patienten. Er der tale om opgaver vedrørende genoptræning (på SANO eller andre steder), samarbejde med hjemmepleje/plejehejm, medicindosering, talepædagog mv., ved Malene reelt mere om dette end jeg. Derfor vil hun primært se disse patienter.


Ved sygeplejekonsulationerne er der sat dobbelt så lang tid af som ved lægekonsulationerne. For nogle patienter - typisk vore ældre patienter, der kan have brug for ekstra tid til forklaringer og og omsorg - vil en sygeplejekonsultation derfor kunne opleves som bedre end en lægekonsultation. Disse patienter vil ofte blive set mere af Malene end af mig. Det vil dog altid være sådan, at det er patienten, der suverænt bestemmer, hvem han/hun helst vil ses af. Vil vedkommende helst kun ses af mig, bliver det sådan. Vil vedkommende helst ses af Malene, bliver det sådan (selvfølgelig kun forudsat dette lægeligt også er forsvarligt). Uanset hvilken behandling eller udredning Malene ordinerer, vil dette altid være efter konfererence med mig. Sygeplejekonsultationer og lægekonsulationer vil derfor rent fagligt være ligestillede


Udover de gængse anbefalede behandlinger, vil jeg nogle gange tilbyde behandlinger, der går ud over de generelle rekommandationer. Det fælles for dem alle er, at der foreligger en efter min bedste overbevising god videnskabeligt dokumenteret effekt på dem, men at behandlingen bare ikke (endnu?) er inkluderet i de generelle retningslinier. Patienterne oplyses altid i disse tilfælde om dette.


Du har måske i medierne hørt om forsøgene med transcraniel magnet stimulation som en ny behandling af Parkinsons sygdom på Odense Universitatshospital? Jeg er i gang med at undersøge mulighederne for at kunne tilbyde dette i privat regi  - du kan læse nærmere om, hvordan jeg praktisk vil gøre dette, her.

 

Patienter med de parkinsonistiske syndromer  - f.eks. MSA og PSP - vil blive henvist til videre vurdering og behandling i neurologisk ambulatorium. På samme måde vil patienter med meget fremskreden Parkinson, også kunne overgå til behandling via Neurologisk ambulatorium, da disse kan have brug for mere støtte og/eller anden behandling, end hvad jeg kan tilbyde i primær sektor.