Hvorfor kan man betale sig til at blive set før?

Gennem de sidste to-tre år har jeg oplevet at mine ventetider nærmest er eksploderet. Fra meget passende 2-3 uger - til aldeles upassende 20 uger. Forklaringen på dette er bestemt ikke klar for mig. Min "fornemmelse" har hidtil været, at neurologerne i Aarhus siden udflytningen til Skejby ser færre patienter end tidligere. Men dette afviser man pure med henvisning til, at der tilsyneladende helt generelt i landet de sidste år er kommet et generelt markant større pres på de neurologiske specialer. Ingen har til dato sikkert kunne forklare mig, hvorfor der pludselig er kommet så mange flere neurologiske patienter. Det er bare sket - med det resultat at ventetiderne i systemet er vokset og vokset.  Dette har fuldt forståeligt har frustreret mange patienter.

Jeg har ikke inden for vores overenskomst med Sygesikringen mulighed for at øge min kapacitet inden for det offentlige system. Hvis jeg altså ønsker løn for mit arbejde... Man regulerer nemlig fra centralt hold skarpt alle praktiserende speciallægers sygesikringsomsætning med såkaldte knækgrænser og et samlet maksimalt omsætningsloft.

Kort fortalt: Laver jeg (eller mine kolleger) mere end vi plejer, siger man fra regionernes side; Tak for dit overarbejde – det vil vi ”belønne” med at du får 40 % MINDRE i honorar per ekstra patient, du ser. Hvis du og dine kolleger ikke forstår dette vink med en vognstang og alligevel samlet set som gruppe bliver ved med at lave ”for meget”, trækker vi bare endnu mere. Faktisk kan vi trække hele jeres honorar om nødvendigt!

Læger er generelt set, hverken bedre eller dårligere mennesker end folk er flest. Negativ overarbejdsbetaling giver heller ikke os lyst til overarbejde, og vi vil da - lige så lidt som alle andre - slet ikke overarbejde gratis. Så ikke særlig overraskende er denne regulering ret effektiv.

Derfor er eneste mulighed; at se de ekstra patienter i en privatklinik udenom den offentlige sygesikring.  Disse selvbetalertider ligger uden for mine normale konsultationstider, En selvbetaler kommer derfor ikke til at tage pladsen fra mine almindelige patienter. Så selvom det kan opleves som uretfærdigt, at nogen kan komme før til, fordi de enten har råd til selv at betale, eller har en forsikring, der gør det, er det måske et plaster på såret at tænke på, at de så ikke fylder op i min ordinære ventetid, og at mine almindelige patienter derfor på grund af selvbetalerne skal vente lidt kortere tid?

Håber dette forklarer tingene. De samme forhold gør sig i øvrigt gældende hos alle andre praktiserende speciallæger – så f.eks. øjenlægen er ikke ”bare grådig” når han/hun giver dig mulighed for at komme til før, hvis du selv betaler ved kasse et.

Klik her hvis du er interesseret i en tid som selvbetaler